OM SYMANTEC

News Release

LinkedIn Facebook Twitter RSS

Symantec Internet Security Threat Report 2011

Ny tendens: Hackerne flirter med dine medarbejdere

København, den19. juni 2012: Cyber-kriminelle har for alvor droppet spam og går nu målrettet efter at stjæle værdifuld information fra virksomhederne, når de angriber. Det er ikke længere kun topledelsen, som hackerne forsøger at stjæle information fra. Den menige medarbejder bliver i højere og højere grad også kurtiseret. Det viser Symantecs nye, årlige Internet Security Threat Report 2011.


Cyber-angreb, som sigter mod at få adgang til værdifulde informationer gennem de ansatte i virksomhederne, voksede fra 77 procent til 82 procent i slutningen af 2011, det viser Symantecs nye Internet Security Threat Report 2011.  Og især de små og mellemstore virksomheder bliver mere og mere ramt.

  • Flere end 50 procent af de målrettede angreb går mod virksomheder med færre end 2.500 medarbejdere.
  • Næsten 18 procent af angrebene rammer virksomheder med færre end 250 medarbejdere.
  • 58 procent af angrebene går nu efter menige medarbejdere i stillinger inden for blandt andet HR og salg.
  • I 2011 kostede cybercrime Danmark DKK 2,7 milliarder. Det viser en anden af Symantecs rapporter, Norton Cybercrime Report 2011.
  • Næsten al malware i dag bliver produceret med det formål at stjæle information fra virksomhederne.


”Hackerne går i dag ofte efter den menige medarbejder, særligt HR og salgspersonale, da de bliver betragtet som lavt hængende frugter, fordi de er vant til at få uopfordrede henvendelser i dagligdagen fra fremmede. Offentlige sektorer og regeringer har historisk set været mest udsat for målrettede angreb, men i dag peger tendensen i retning af, at virksomheder i højere grad bliver ramt – og det er nu mere og mere de små og mellemstore. Sikkerheden hos de store er for stram, og derfor angriber de cyberkriminelle de mindre virksomheder med færre sikkerhedsforanstaltninger,” siger sikkerhedsspecialist Peter Schjøtt, Symantec.


Målrettet jagt på information
I 2011 blokerede Symantec 81 procent flere ondsindede hackerangreb i forhold til året før, viser Symantecs Internet Security Threat Report 2011. Måden hackerne angriber virksomheder på ændres konstant, men en ting er sikkert, og det er, at angrebene bliver stadigt mere sofistikerede.


”Tidligere listede malware-fabrikanterne sig ind via netværket eller designede vira, der angreb bredt, men i dag er hackerne langt mere målrettede og kalkulerende i jagten på værdifuld information. De skaffer sig simpelthen adgang ved at lade uvidende medarbejdere inficere sig selv og utilsigtet sende information til hackerne eller åbne for adgang til information, som så bliver solgt videre i stor stil på det cyberkriminelle marked. Disse målrettede angreb, kombineret med et stigende antal mobile trusler, viser os, at virksomheder skal være årvågne, når de beskytter deres forretningskritiske informationer,” siger sikkerhedsspecialist Peter Schjøtt, Symantec


Fem hurtige tips til at beskytte din pc
(Windows og Mac) mod ondsindede angreb

  • Installer sikkerhedssoftware, og hold både dette, styresystemet og applikationer opdateret. Du er ikke sikker, fordi du bruger Mac, også her er der malware, trojanske heste og andet uønsket.
  • Brug stærke, komplekse kodeord og brug forskellige kodeord, husk at ændre dem jævnligt og lad være med at dele dem med nogen.
  • Vær kritisk med, hvor du surfer, hvilke links du klikker på og ikke mindst, hvad du "liker".
  • Vær kritisk med, hvilke personlige oplysninger, du spreder på hvilke medier. Du skal ikke regne med at kunne kontrollere, hvem der bruger dem til hvad. Din bank vil fx aldrig bede om dit password i en e-mail.
  • Brug din sunde fornuft på de sociale medier. Ikke alle er de personer, de udgiver sig for at være; ikke alle apps til fx Facebook er sikre, ikke alle links på Facebook fører sikre steder hen. Du kan risikere at starte et angreb mod din egen computer ved at "like" en side eller klikke på en video – så vær kritisk med, hvad du gør.


Om Symantec
Symantec er en af verdens førende leverandører af sikkerheds-, lagrings- og systemadministrationsløsninger, som hjælper forbrugere og virksomheder med at sikre og administrere deres informationsstyrede verden. Vores software og tjenester beskytter mod flere risici flere steder, mere omfattende og mere effektivt og skaber tillid overalt, hvor der bruges eller lagres information. Læs mere på www.symantec.com. Følg Symantec Danmark på Facebook.


###


For yderligere information kontakt
Cecilia Lundin
Pressechef Symantec i Norden
+46 (0) 8 457 3440
cecilia_lundin@symantec.com


Peter Schjøtt
Security Pre-Sales Specialist, Symantec
+45 29 61 69 60
Peter_Schjott@symantec.com

@Symantec